Original title — “6 Digte af Holger Drachmann”.

Text by Holger Drachmann.

1. Tell me now, did you see the lad
2. Rocking, Rocking on gentle Waves
3. Kind Greetings, Fair Ladies
4. Now is... Read more
Original title — “6 Digte af Holger Drachmann”.

Text by Holger Drachmann.

1. Tell me now, did you see the lad
2. Rocking, Rocking on gentle Waves
3. Kind Greetings, Fair Ladies
4. Now is Evening Light and Long
5. Christmas Song
6. Spring Showers

Original sung texts

1. Saa du Knøsen, som strøg forbi — Holger Henrik Herholdt Drachmann
Saa du Knøsen, som strøg forbi,
Skælmen med tindrende Øjne?
Tror du hans Fart blev stanset, fordi
Hans Fødder var nøgne?
Tror du hans Stemme er hæs og raa,
Fordi han ikke har Kappe paa?
Hør hans Stemme og se hans Gang;
Der staar Røg af hans Fjed, der er Ild i hans Sang.
I Morgenluften saa frisk og sval
Svajer de grøne Kranse,
Skoven blev bygget til Dansesal;
Kom, lad os danse!
Tør du vel flætte dit Trin i mit,
Da er mit Hjærte til Hansdag dit;
Dagligt Brød giver daglig Kiv,
Følg mig paa Farten og vær min Viv!
Kom, Du brune Pige, kom,
Vort Bryllup skal staa i det Grønne,
Vi agter den Snak og de Andres Dom
Værd kun en Bønne!
Saa du Magisteren, tynd og bleg?
Han rynkede Næsen af vor Leg.
Lille Magister, lad se din Arm!
Den spænder jo ej om en Piges Barm!
Mit Navn er Gotfred Springforbi,
Vildtet det er mine Frænder.
Tror du min Fod er nøgen, fordi
Jeg ikke har Venner?
Raakalven skaffed mig Støvler vel,
Fald jeg nænned at slaa ham ihjel;
Men jeg klæder mig ej ved en andens Trang,
Jeg er let om mit Hjærte og let i min Gang.

2. Vug, o Vove — Holger Henrik Herholdt Drachmann
Vug, o Vove, med varsom Hånd
Båden, hvori vi glider
stryg den, Strømme, med kjælen Hånd
over de buttede Sider;
Kunde jeg selv klappe den Glut,
som sidder på Toften og nymmer,
over Kindernes Hvælv blot en flygtig Minut,
jeg arme forelskede synder;
O da skulde min Stemmes Klang
vække al Vellyd, som slumrer i Skoven,
smeltende hen i en Kjærlighedssang,
med Nymfen, med Ekko på Skrænten
ved Strandkildevoven.
Flyt dig, Fagre, foruden Frygt
hen ved din Sagers Side;
Dig har min daglige Længsel søgt,
fulgt dig på Gang under Lide.
Er du ej selv ramt af den Gud,
som gav mig de sejrende Kræfter?
Ak, Barmens Hvælv,
som vider sig ud under Sukket,
mit Udsagn bekræfter.
Kom da, jeg klapper min hvide Hind;
sænk kun dit Hoved,
jeg skygger det over med Kappen
mens Stjernen tænder sit Skin,
og Frygten er flygtet med Sol
og Undseelsen sover.
Nyd da Nat, hvad, for Nuet skabt,
glemmer de flygtende Timer;
tag de To, i din Tryghed tabt,
til Daggryets Kloke kimer.
Skjul dem, til selv, vakt ved det Gys,
som sittrer i Morgenstunden,
imod Himlens Hvælv, mod det stålblanke Lys
de stirrer, blændet fra Blunden.
End er de trygge, langs Skovsøens Rand
hviler i Morgnen den blege Dryade.
Så vågner Ekko og mælder påstand,
at Natten er endt,
at Dina med følge vil bade.

3. Vær hilset, I Damer — Holger Henrik Herholdt Drachmann
Vær hilset, I Damer,
langs Højsalens Bænke;
hvad vover jeg farende Svend?
Hvad drister min Fod sig,
hvad trøster mit Mod sig,
paa hvad tør min
Tanke vel tænke?
At drikke den Vin
som I lader mig skænke,
at lægge min Haand
i den fangende Lænke,
sig: er det ej hovedløs Sag?
I ser mig i Aften, I saa mig i Dag;
at komme og gaa er den farendes Sag.
Saa væver vi Vadmel og læger det sammen,
de Store saa godt som de Smaa,
og danser og synger i Fælig og Gammen:
vi være det Vadmel og lægge det sammen,
og lade saa Skytterne gaa.
Hør, Tonerne kalde;
forlad Eders Bænke
og følg kun den farende Svend!
Med ham er hver Glæde
i Aften til Stede
foruden al Arglist og Rænke.
Han fører jer Dans,
naar I blot vil betænke,
I fanger ham ikke i Baand eller Lænke,
han taaler, som Fuglen, ej Aag.
I bandt ham for ofte, tilsidst blev han klog;
tilgiv ham, men Tanken maa have sit Sprog.
Saa væver vi Vadmel og læger det sammen,
de Skytte er Svenden som Faa.
Hvor herligt at synge i Fælig og Gammen:
vi være det Vadmel og lægge det sammen,
og lade saa Skytterne gaa.

4. Nu er Aftnen lys og lang — Holger Henrik Herholdt Drachmann
Nu er Aftnen lys og lang;
Kom, min Kjærlighed!
fyld mit glade Bryst med Sang
ved Havets tavse Bred.
Ved de dæmrende Strande
en Pigeflok hviler sig ventende ved
jeg nok på Elskerens Barkarole.
Klinger, I Strenge! og hjælper mig med
at tage de Piger i Skole.
Hvrfor fik I, kjære Børn,
disse Øjne, som næppe fæstes på os,
før straks vi sadler om.
Sad vi forhen til hest
med den vilde Jagt,
føres vi nu, som i Lænker lagt
omkring i sværmende Drømme.
I gør Rytteren spag og from
og leder hans Hest ved Tømme.
Komme vil for vist den Stund
o, min Kjærlighed!
da hans blege, bange Mund
røve vil jer Fred.
Når I synkende for Eders Fod ham ser,
hjælper ej Flugt og Forstillelse mer;
I rejser ham med Eders Hænder.
Klinger, I Strenge! og hjælper mig med
at vise, hvor Legen ender.

5. Jule‑Sne — Holger Henrik Herholdt Drachmann
Jeg vandrer gennem Skoven
Vved Juletid!
Der falder Sne fra oven
Så vinterhvid:
Så vinterhvid den frosne Dug
Neddrysser lydløst, Fnug ved Fnug,
Og smelter på min Hånds den varme Flade,
Mens Foden træder melem visne Blade.
Jeg ser på Hånden de tårer stå --
Det er som en Hulken jeg hørte:
Nu blir vore Minder, store og små,
Gennem Skoven for Vinden førte.
Skal alt da hvirvles for Vintren hen,
Skal Sorg og Adskillelse råde?
Nej, Julesneen er Menneskets Ven,
Den gemmer hans dybeste Gåde.
På hånden et Fnug -- en Dråbe så hed --
Vi stirrer mod tindrende Blikke:
En Tåre, som gennem vor Tanke gled --
Ak! andet er det vel ikke!
Men krymper vi os under Verdens Nød
Mens Tiderne ældes og strænges:
Den frosne Tåre, den falder så blød
På alt, hvad som savner og længes.
Jeg vandrer gennem Skoven
Ved Juletid!
Der falder Sne fra oven
Så forårsblid:
Så forårsmildt de bløde Fnug
I Faldet smælter som en Dug,
Det nådigst alle skjulte Spirer væder --
Mens alle Minders Kilder sagte græder.

6. Foraarsregn — Holger Henrik Herholdt Drachmann
Det klinger som fra fine Instrumenter,
Ot bøjer du det grønne Blad til Side,
Så ser du Parkens Alfer, hvor de glide
Med spæde Hænder over Strengelegen.
O Strengeleg! min Ungdoms dyre Minde!
Da gik jeg som berust af Vårens Bad
Og sang hen for mig selv så sjæleglad,
Og lyttende stod Busk og Blomst og Blad
Mens Fuglen flagred til sin Elskerinde.
Det klinger nu, som da, fra fine Strænge,
Det suser sagte gennem spæde Blade;
Se, Busken ryster sig og en Kaskade
Af Perletoner triller over Gruset:
Jeg føjer Tårer selv til Regnens Toner!
Kom, kom hver Alf, som skjuler sig bag Blad,
Den Forårsregn gør sund, gør sjæleglad,
Om end en Vemod dirrer i det Kvad,
Som Træet nikker til med tunge Kroner!

Close
Kjell Magnus Sandve
No.3Read moreCollapse
No.3
Kjell Magnus Sandve
No.4Read moreCollapse
No.4
 
     
Contact us: classicmusicarchive@gmail.com