Original title — “9 Romancer og Sange”.
Text by Hans Christian Andersen.
1. Vandring i Skoven
2. Hun er saa hvid
3. En Digters sidste Sang
4. Efteraarsstormen
5. Poesien
6. Ungbirken
7....Read more
To create playlists and add recordings to your music collection, register and become a Classical Music Club member.
Register
Nine Romances and Songs for voice and piano, Op. 18Download sheet music
Original title — “9 Romancer og Sange”.
Text by Hans Christian Andersen. 1. Vandring i Skoven 2. Hun er saa hvid 3. En Digters sidste Sang 4. Efteraarsstormen 5. Poesien 6. Ungbirken 7....Read more
Original title — “9 Romancer og Sange”.
Text by Hans Christian Andersen. 1. Vandring i Skoven 2. Hun er saa hvid 3. En Digters sidste Sang 4. Efteraarsstormen 5. Poesien 6. Ungbirken 7. Hytten 8. Rosenknoppen 9. Serenade til Welhaven Original sung texts 1. Vandring i Skoven — Hans Christian Andersen Min søde Brud, min unge Viv, Min Kjærlighed, mit Liv! Kom, Maanen skinner stor og klar, En Stilhed Natten har, En Dejlighed, en Ensomhed, Min søde Brud, kom med! I Bøgeskoven gaa vi to, Der hvor Skovmærker gro. I denne lyse, tause Nat, Hos Dig, min Verdens Skat, Jeg er saa glad, saa salig glad, Duft, friske Bøgeblad! Syng, Nattergal, lys Maaneklar! Jeg her al Rigdom har: Min søde Brud, min unge Viv, Min Kjærlighed, mit Liv! Du er saa frisk som Bøgens Hang, Som Nattergalens Sang, Saa dyb som Nattens stille Ro, Her hvor Skovmærker gro, Hvor maleriske Bøge staa, Og vi ved Maan'skin gaa: Min søde Brud, min unge Viv, Min Kjærlighed, mit Liv! 2. Hun er saa hvid — Hans Christian Andersen Hun er saa hvid, min Hjertenskjær, Et mere hvidt ej findes der; Jeg elsker hende, ej det sker, At jeg kan elske hende mer! Nu er hun død, min Hjertenskjær, langt mere hvid hun smilerder! Nu er hun død, o Hjertegru! Og mer jeg elsker hende nu! 4. Efterårsstormen — Christian Richardt I Sommer var Skoven saa grøn, saa grøn, Og Kvidderen gik saa lunt iløn. Da blæste Stormen sin vældige Lur, Det skjalv i den tætteste Blademur. Og anden Gang han tog Luren fat, Da falmede Skovens grønne Hat. Men tredie Gang da sank hvert Løv, Og Bladene fløj i Slud og Støv! Alt blev plyndret en Efteraarsnat, Nu holder Vintren sit Indtog brat. Alt er saa koldt, saa tomt og øde, Mangen en Bøg blev dømt til Døde. Hvor blev du af, du milde Sol? Stormen har taget din Kongestol! Blegnet er hver en Rosensblomme, Somren er omme! Somren er omme! Men Fattig folk prise Stormens Rov, Lidt Brædsel de sanke til Husbehov Og Vintren, som er saa streng og haard, Den læger nok selv de slagne Saar. Den kaster sin Kaabe hvid og blød Om hver en Vunde, som Stormen brød. Lad Vintren kun være streng og haard, Der kommer engang saa lys en Vaar. Det ved hvert eneste lille Frø: "For ret at leve man først maa dø!" Det ved hvert eneste lille Skud: Engang raaber Solen: "spring ud!" Lad Vintren kun være streng og haard, Der kommer engang saa lys en Vaar! Eja, hvor bli'r det sødt at se Den første Blomst i den sidste Sne! 5. Poesien — Hans Christian Andersen Der er et herligt Land, Det kaldes Poesien, Det naar i Himlen op, Det rummes i en Rosenknop, Og Hjertemelodien Bor paa dets grønne Strand. Der faaes det rige Guld, Hvor ved Du Verdner vinder, Der bliver Hjertet ungt; Og er dig Livet altfor tungt, Du Jacobsstigen finder Til Himlen underfuld. Der til et Skjønhedsdigt Sig Hverdagslivet hæver; Du føler Gud er nær. Det Forbigangne lever der; Den stærke Tænker bæver, Saa stort er her, saa rigt. Hvor Verden savner Ord, Her liden Fugl har Sange. Held den, som der blev Drot! Ved ham alt Sandt og Skjønt og godt Trods Paradisets Slange Slaar Glorie om vor Jord. Det Aandens Hindostan, Det Hjem for Melodien, Det Pagtens Land med Gud, Som staar, naar Verdner slettes ud, Det kaldes Poesien, Det Lysets Fædreland. 6. Ungbirken — Jørgen Engebretsen Moe En Ungbirken standen ved Fjorden Og Vandspeilet ganske nær. Hvor stor og smuk den er vorden De Aar, jeg har boet her! Nu löfter den hvide Stamme Kronen fra Bredden lav. Men tro dog ej den vil bramme, Den ved ikke selv deraf. Du dejlige Birk, du kjære! Paa dig vil jeg ofte se. Gud give jeg maatte lære, Hvad du mig saa smukt kan te: At vokse i eget Øje Nedad med hver en Dag. At krone og at ophöje, Det vorder da Herrens Sag. 7. Hytten — Hans Christian Andersen Hvor Bølgen højt mod Kysten slaar En ganske lille Hytte staar, Men rundt om paa det hele Næs Er ej en Plet med Græs. Kun Himmel, Hav og nøgent Land Omgiver Hyttens Drømmeland. Et Paradis er dog det Sted, Thi der bor Kjærlighed! Ej Sølv, ej Guld man finder Der, men To, som har hinanden kjær. Se! Kys og Smil paa Læben ler, Og Øjet Sjælen ser. Det tale ej det mindste Ord; Glemt er den hele store Jord, Med Kamp og Smerte, Fryd og Fred, Thi her bor Kjærlighed! 8. Rosenknoppen — Hans Christian Andersen Rosenknop saa fast og rundt, Dejlig som en Pigemund! Jeg dig kysser som min Brud, Yndigt mer du springer ud. Nok et Kys dig Læben sender, Føl, hvor jeg brænder! Jeg vil skrifte, som sig bør: Ingen har jeg kysset før! Ingen Pige venter mig, Rose, jeg maa kysse dig. Ak, du ej min Længsel kjender, Føl, hvor jeg brænder! Med hvert Kys du faar en Sang, Naar du da er Støv engang, Sangen kalder dig ihu, Ingen kyssed mig, kun Du! Kun ved Dig jeg Kysset kjender, Føl, hvor jeg brænder! Danmarks Døttre ved min Grav Sige for hver Sang jeg gav: "Han just havde Kys fortjent!" Herligt sagt, men lidt forsent; Løn mig, mens jeg er i live! Kys I mig give! 9. Serenade til Welhaven — Bjørnstjerne Bjørnson Lyt nu, du ludende Sanger, Tonerne strømme til bage Varmt om sit Sind! Ungdommens glade Falanger Un der dit Vindu dem jage Jublende ind. Hjerternes Gjenlyd sig gynger Højt i det Blaa, I det solsittrende Blaa, Hvori din sølverne Tone den slynger. Smiler du ej ved Maalet, Du, som i Vintren har vugget Foraarets Tekst? Alt, hvad dit Mod har bestraalet, Alt, hvad dit Mismod har dugged, Nu har det Vækst; Ranker sig op om din Skulder, Fylder din Favn, Fanger i Roser dit Navn, Fanger din Digtnings den koglende Hulder. Videre Livstoget drager, Tankerne suse som Fanerk Over dets Vej. En blandt de højeste rager, Findes paa forreste Baner, Den kom fra dig! Oldtidens manende Rune, Højt paa dens Skaft, Tyder, hvor du tog din Kraft, Løftende Land i din Ildhu, dit Lune. Close Recording discussion |
||
