Original title — “Fem Digte af John Paulsen”.
Text by John Paulsen.
1. Et Håb
2. Jeg reiste en deilig Sommerkvæld
3. De Ærgjerrige
4. Med en Primula veris
5. På...
Read more
Original title — “Fem Digte af John Paulsen”.
Text by John Paulsen.
1. Et Håb
2. Jeg reiste en deilig Sommerkvæld
3. De Ærgjerrige
4. Med en Primula veris
5. På Skogstien
No. 1, Et Håb / Hope
No. 2, Jeg reiste en deilig sommerkvæld / I Walked One Balmy Summer Eve
No. 3, Den ærgjerrige / You Wispered That You Loved Me
No. 4, Med en primula veris / The First Primrose
No. 5, På skogstien / Autumn Thoughts
Original sung texts
1. Et Håb — John Olaf Paulsen
Jeg kunde juble for alle Vinde
min Glæde ud! Vil man den forstå?
Nei, bedst jeg varsomt den lukker inde
her hos mig selv i mit Hjertes Vrå.
Mit Hjerte brænder, det bæver, banker
i Takten, o, til en Jubelsang!
Mit Hoved gløder af Vårens Tanker.
Hvor vild og lystelig deres Gang.
Foran mit Øre det bruser, sjunger
som Tonerne fra et Englekor.
Med tusind sladrende, søde Tunger,
det røber mig, hvad i Fremtid bor.
Ak! tør jeg tro det! Jeg vil så gjerne.
Hvor Håbet flammer og kaster Skin!
Ud fra det tause, det dunkle Fjerne
en Stjerne stråler - og det er min!
2. Jeg rejste en dejlig Sommerkvæld — John Olaf Paulsen
Jeg rejste en dejlig Sommerkvæld
Igjennem en ensom Dal.
Så blankt stod Fjeldet ved Solfadstid
Og blå var Fjorden og grøn hver Lid,
Mens Sommerluften
og Birkeduften
strøg om mig blid.
En rankvokst Jente med røde Bånd
Om Flettens vægtige Guld,
På Vangen sad med sit Strikketøj.
En Flok af Gjeder om hende fløj,
Den Vogter stille,
mens Elv og Kilde
gled uden Støj.
Hvad mon hun tænkte den Jente rank
I Somrens drømmende Kvæld?
Alene, ene i Dalen trang!
Mon Længslen ej over Fjeld sig svang?
Tys, Luren svarer!
Mod Fjeldet farer
en Vemodsklang.
3. Den Ærgjerige — John Olaf Paulsen
I Haven her du hvisked engang, jeg var dig kjær.
Nu ser du bort og tier: Du elsker mig ej mer.
Du fulgte Ærens Stjerne og glemte Dalens Fred.
Du steg i gyldne Sale men jeg var ikke med!
Kan Æren vel opveje et Hjertes ømme Tro!
Alt har du nu, min Elskte, kun ikke Hjertets Ro!
Jeg skal ej for dig skygge din Stjernehimmels Hvælv.
Vel tabte jeg min Lykke; men du har tabt dig selv!
4. Med en primulaveris — John Olaf Paulsen
Du Vårens milde, skjønne Barn,
tag Vårens første Blomme,
og kast den ej, fordi du ved,
at Somrens Roser komme.
Ak, vist er Somren lys og smuk
og rig er Livets Høst,
men Våren er den dejligste
med Elskovs Leg og Lyst.
Og du og jeg, min ranke Mø,
står jo i Vårens Rødme!
Så tag da min Blomst,
men giv igjen dit unge Hjertes Sødme.
5. På Skogstien — John Olaf Paulsen
Sig, husker du i Sommer,
hvor her vi vandred tidt?
Hvert Blad var grønt som Håbet,
hvert Vinddrag solskinsblidt.
Nu Løvet suser falmet
henover blomstløs Jord,
Og i de nøgne Grene
højt sukker Stormens Kor.
Ak, var det blot Naturen,
som kold sig svøbte ind,
Men du, min Ven, du også
som den har skiftet Sind!
Close